Miss Tørklæde-konkurrence skaber uberettiget harme

Meget kan man mundre sig med når man en tidlig nattetime læser dagens nyheder igennem. Tørklædedebatten har jeg ikke nævnt her på bloggen, men der er hvist ingen tvivl om at den har fyldt utrolig meget på den politiske dagsorden, mere end berettiget efter min optik.

I en artikel på politiken.dk er flere politikere, lige fra Dansk Folkeparti (selvfølgelig) til Socialdemokraterne, forarget over en DR afstemning og debat, hvor man forsøger at finde den flotteste pige med tørklæde.

Først og fremmest mener jeg politikerne skal tænke sig rigtig godt om. Christiansborg skal da absolut ikke blande sig i DRs journalistiske redaktion. DR er forpligtet i deres kontrakt, og inden for disse rammer skal de lave TV, Radio og internetjournalistik. DR er jo netop til for at skabe debat, og deres ungdoms initiativer og netportalen Skum sætter jo samfundsdebatten på dagsordenen så unge ønsker at deltage i den.

Jeg er ikke fortaler for det muslimske hovedtørklæde. Jeg synes at tørklædet sender forkerte signaler og at pigerne i stedet skulle tage det af. Den debat er vigtig især blandt ungdommen. I stedet for at skabe en hetz-stemning, så drejer det sig om at skabe en værdibaseret dialog om tørklædets betydning, både historiske betydning, men også betydning for den enkelte og samfundet.

For tre dage siden viste en ny undersøgelse at mange unge studerende overvejde at flytte ud af landet lige netop pga. den hæftige debat, og ønsket om at de skulle smidde tørklædet. Det er vi nødt til at tage seriøst. Vi skal aldrig acceptere undertrykkelse, og derfor er vi også nødt til at gå ind i en debat på alle mulige tænkelige måder. Det er ikke de fuldvoksne der skal af med tørklædet, det får vi dem aldrig til, men kan vi rykke ved unge muslimske pigers opfattelse af deres religion så er det en sejr. Det er jo dem der må sige fra.

DRs initiativ skaber debat, og er med til at provokere, både os danskere, men da også den muslimske del af befolkningen. Fædrene giver jo lige netop deres piger tørklæde på for at sikre sig at de ikke ses som sexobjekter, for at gøre dem ikke-ærbar. DRs initativ gør muslimske kvinder med hovedtørklæde ærbar, og skaber en seksualisering af tørklædet, lige netop det de fantatiske mænd ikke havde ønsket.

Hvis man tager et blik på Skum så vil man kunne se, at netop konkurrencen har skabt den diskussion vi har behov for, en diskussion blandt ungdommen.

Ny måling giver flertal til oppositionen

En helt ny måling giver flertal til oppositionen, samtidig er socialdemokraterne oppe på samme mandattal som ved folketingsvalget i november 07.

Det er selvfølgelig glædeligt at vi er ved at bidde os fast. I går skrev jeg et indlæg om den økonomiske situation, og jeg tror at vælgerne nu er ved at få øjnene op for udviklingen.

Samtidig har de set en regering der er internt uenige, og hvor finansministeren ikke kan kende forskel på hvad der er hans egne penge og hvad der er samfundets penge.

Held og lykke til Thorning og co.

Flere arbejdsløse i 2010

Denne forudsigelse fra LO gav anledning til en lille kommentar her på bloggen.

Uden at være økonom, og uden at kende til det dybere grundlag for LOs undersøgelse, så synes jeg nu alligevel at forudsigelsen er interessant, og ikke mindst vigtig for den økonomiske udvikling i landet.

I lang tid har vi alle været klar over at flødeskumstiden måtte stoppe på et eller andet tidspunkt. I valgkampen var det dog overhovedet ikke til at fornemme. Først da regeringen var blevet genvalg sagde Lars Løkke at vi nok måtte forberede os på nye kartoffelkure, og i statsministerens nytårstale gjorde Fogh det klart at de offentlige ansatte i denne omgang måtte holde igen med lønkravene.

Man må spørge sig selv hvorfor regeringen ikke har ville forudse den situation vi kommer i. Nu har jeg ikke levet en hel livsalder, men de der er godt på vej oppe i årene kan jo alle huske de tider hvor dansk økonomi har været på lavpunktet. Regeringen har intet gjort for at forudse situationen, istedet fortalte Thor P. at vi kunne købe hele verden, og der var nærmest ingen grænser for vores velstand.

Den rigdom vi har, skulle vi have brugt på at forbedre offentlig service. Sikret at vores uddannelsessystem er gearet til kommende tider, at sygehusene er i orden og at vi får løst vores integrationsproblemer.

Gennem hele historien har socialdemokraterne vist at vi ville forbedre samfundet, og sikre samfundet til nye tider. Regeringen har ikke gjort noget. De danskere der har levet godt på friværdi og forbrugslån, vil nu opleve at det bliver sværere at få tingene til at hænge sammen. Kontraktpolitikken var smart for VK på det korte sigt, men på det lange sigt skal det vise sig, at selv samme kontraktpolitik bliver regeringens død.

I sidste ende viser det med al tydelighed forskellen mellem en borgerlig og en socialdemokratisk regering.

Underminering af offentlig velfærd

I en artikel på politiken.dk bakker ældrechefer over hele landet op om velfærdsministerens forslag om at skrive pårørendes ansvar ind i serviceloven.

36 ud af de 57 chefer er enige i, at pårørende enten i høj grad eller i nogen grad kan inddrages mere i plejen og omsorgen af deres ældre familiemedlemmer. Kun 9 er i mindre grad eller slet ikke enige.

Men en ændring af serviceloven, der forpligter familiemedlemmer til at tage ansvar for omsogen af deres ældre familiemedlemmer er et grundlæggende skred. Vi kan alle blive enige om, at familiemedlemmer og andre pårørende skal drage omsog for deres ældre familiemedlemmer. Ingen af vores ældre må være ensomme og ulykkelige, men ansvaret for pasningen og omsorgen ligger hos samfundet. Det er vores ældrepleje der skal være i så høj kvalitet, at familien roligt og trygt kan overlade pasningen til samfundet.

I bund og grund vil et forslag om at familien skal tage større ansvar svække vores velfærdssamfund, og de svageste vil endnu engang stå som taberne. De ældre der ikke har familie til at besøge dem, vil med en ændring af serviceloven være afhængig af den familie de ikke har.

Vores samfund er i vækst og fremdrift, udelukkende fordi vi har sikret, at vi i fællesskab påtager os store opgaver som børnepasning, uddannelse, sygepleje og ældrepleje. Familier i Danmark, skal ikke være bundet op på store pasningsansvar som i Sydeuropa. I Italien er det ganske almindeligt at hustruen ikke er på arbejdsmarkedet, men istedet passer både børn og ældre familiemedlemmer.

Vi kan risikere at hele samfundet skævvrides, at den sammenhængskraft og sociale balance vi forsøger at opretholde bliver svækket.

Forslaget fra velfærdsministeren ødelægger selvfølgelig ikke velfærdssamfundet i morgen, men det er et klart signal fra regeringen der ønsker at gøre op med de væsentligste velfærdsydelser. Når staten betaler for sygeforsikringer, så er det for at underminere sundhedsvæsenet. Når staten tvinger kommunerne til at hæve priserne på børnepasning, så er det for at underminere pasningssystemet. Når staten tvinger øget brugerbetaling ned over studerende og deres familier, så er det for at ødelægge vores uddannelsessystem. Og sidst men ikke mindst, når velfærdsministeren foreslår at familierne skal påtage sig større ansvar overfor vores ældre, så er det for at underminere vores ældrepleje.

Spørgsmålet der i sidste ende står tilbage må være: “Er Anders Foghs ’socialdemokratiseringsprojekt’ af den borgerlige regering ikke blot tomme løfter og udelukkende for at narre de velfærdselskende vælgere?”

Nyt håb, og politisk mod hos S

I to kronikker der blive bragt i politikken i dag og i morgen lancere socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt en ny vej for socialdemokraterne. I kronikken slår hun fast, at vi nu står for enden af den tredje vej, og at fremtidens Danmark står overfor nye udfordringer. Derfor må vi prioritere!

Hun opstiller ni punkter, hvor socialdemokraterne vil stille vælgerne overfor et klart valg, denne gang ikke om velfærd eller skattelettelser, men om mere end det. Nemlig hvordan vi grundlæggende skal se på vores samfund i fremtiden.

Socialdemokraterne har indirekte været på forkant med den berømte “tredje vej”. Velfærdssamfundet blev udbygget i halvfemserne, og den fremgang der blev skabt i 90′erne høster VK-regeringen stadig den dag idag. Men vi har ikke brug for flere politiske administratore, vi har brug for ny politik, for prioriteringer og en klar politisk profil fra S.

Thornings udmeldinger et stort skridt i den rigtige retning. Vi har et af verdens mest velfungerende samfund, et samfund der er bygget op af socialdemokratisk pragmatisk politik. Trods det at vores samfund kan betegnes som virkeliggørelsen af det socialdemokratiske projekt, så har verdenssamfundet udviklet sig i en grad der betyder mere globalisering, individualisme og konkurrence. I 90′erne udnyttede vi markedskræfterne og kontrollerede kapitalismen så vi sikrede fremgang for folket. Morgendagen byder på nye og større udfordringer end dengang, derfor må vi prioritere.

Vi vil gerne forbedre forholdene for alle. Vi vil gerne skabe fred i verden og vi vil gerne skabe mere fællesskab.

Et fælles Danmark, betyder at minoriteterne skal være med. Vi skal sørge for integrationen og vi skal sikre at de mennesker der kommer udefra integreres i vores land.

Klassekampen er efterhånden erklæret død. Arbejderen er idag en del af middelklassen, alligevel er der nogen i vores samfund der tabes på gulvet, både økonomisk, men også kulturelt og socialt. Vi skal udvikle vores uddannelsessystem, så alle, uanset social baggrund frit kan vælge hvilken uddannelse de vil have, om målet for den enkelte er en akademisk uddannelse, eller om den enkelte ønsker at være håndværker, er fuldstændig ligemeget for samfundet, men det må ikke være den enkeltes sociale baggrund, der skaber begrænsningerne.

Fællesskabet må sikre, at der er plads til den enkelte. Vi skal tro på at mennesket er stærkt, ikke alene, men som en del af fællesskabet.

Dagens udmelding må ikke bare falde på gulvet. Som S-borgmestrene på vestegnen udtaler, så skal dagens og morgendagens udmelding følges op af konkrete politiske forhold. Vi skal have gejsten tilbage i partiet, med Helle i spidsen skal vi i fællesskab udvikle de konkrete politiske forslag der vil udvikle, og sikre samfundet i det 21. århundrede.

Boykot OL

Sendt til JV d. 9/3

De seneste dage har skabt politisk forvirring om det officielle Danmarks deltagelse i OL i Beijing. Med ord som dialog og forhandling ønsker V, S og NA at Danmark skal deltage i åbningsceremonien, mens K, SF, DF og Ø vil have regeringen og Frederik til at blive hjemme.

Jeg kan ikke være mere enige med de politiske partier, og de tusinder af demonstranter fra hele verden der ønsker at politikerne skal boykotte Kinesernes forsøg på at manifestere sig overfor deres egen befolkning, og resten af verden, i en ceremoni der skal signalere samarbejde og sameksistens med resten af verden.

Mens statslederne kan more sig og nyde en fantastisk ceremoni, er situationen noget helt andet for millioner af mennesker i Kina. Maos ideologiske lejesvende bryder fortsat menneskerettighederne i en grad vi ikke ser i mange andre lande i den her verden. Børn der tvinges til børnearbejde under slavelignende forhold, politiske modstandere der dagligt tortureres eller helt forsvinder, og sidst men ikke mindst de mange tibetanere der undertrykkes af det kinesiske regime.

Verden har i alt for lang tid ladet Kina bryde samtlige menneskerettigheder. Nu er tiden inde til at slå i bordet og aktivt vise Kina at verden ikke tolerere den åbenlyse undertrykkelse.

Oprust kampen for demokrati og ytringsfrihed

Sendt til jv d. 14/2

PETs indgriben i tre yderligtgående muslimers forsøg på at dræbe tegneren Kurt Westergaard har den seneste uge rystet den danske befolkning, og endnu engang markeret Danmark på verdenskortet. Drabsplanlægningerne er endnu et bevis på, at vores land ikke længere lever i fred og idyl, og at terrorismen og islamismen findes i vore baghaver og opgange.

Vores kamp om demokrati, ytringsfrihed og ligeværd er endnu ikke forbi. Fundamentalistiske kræfter over hele verden ønsker et andet samfund, hvor frihed og demokrati er en mangelvare og hvor religion igen skal herske frem for vores enestående politiske system.

”Krigen mod terror” er ikke blot en væbnet kamp mod islamistiske grupper og nationer i mellemøsten, men vel nok i højere grad en værdimæssig og kulturel kamp mellem det islamiske samfund, og vores demokratiske samfund i vesten. Den kamp skal vindes. Danske aviser skal fortsætte med at trykke tegninger og artikler der forholder sig kritisk til religion og fundamentalisme. Vi skal fortsætte debatten her i landet, og resten i af Europa, hvor vi slår fast at de demokratiske principper ikke kan rykkes ved.

Samtidig er Europas regeringer, og især vores egen nødt til at forbedre indsatsen overfor indvandremiljøerne. Her skal integrationen i højsædet, der skal formuleres en ny progressiv boligpolitik og vi skal samtidig nedbringe den ulighed der findes mellem traditionelle danske statsborgere og nydanske familier i de danske ghettoområder. Ekstremisme må ikke være den eneste udvej for indvandreunge i deres fortvivlelse over deres egen tilværelse.

I Danmark har vi været vandt til at løse problemer på fredelig manér, samtidig har vi heller ikke været bange for at sende mandskab når det har været nødvendigt. Regeringens diplomatiske indsats skal styrkes, og vi skal forsøge at samle hele Europa om en diplomatisk strategi. Med en præsident og udenrigsminister for EU bliver hele Europas stemme forhåbentlig forstærket og vi kan gennem vores europæiske samarbejde lægge pres på den del af verden der sætter religiøse love og regler, højere end demokrati.

Kampen mod islamisterne handler ikke om at frygte islam. Med vores værdier om ligeværd skal det danske samfund kunne rumme andre kulturer og religioner. Vi skal ikke frygte den familie der er flygtet eller immigreret fra mellemøsten, vi skal ikke hade muslimerne og islam. Det had skaber kun yderligere uro. Vi skal i stedet være tro overfor vores grundprincipper, og bekæmpe islamisterne, de muslimer der yderligtgående forholder sig til islam. Vi skal bekæmpe islamismen som vi tidligere har bekæmpet frihedsberøvende og fundamentalistiske ideologier.

Ferie, sommer og Danmarks første snusblog

Juli måned har været en sløv måned på bloggen.
Sol, sommer, en uge i hhv. Frederikshavn, København og Odense betyder at tiden til skriveriet er knap.

Om fire dage tager jeg afsted på endnu en ferie. Her skal jeg afsted til Berlin, Warszawa, Krakow, Bratislava, Wien, Prag og München med min gode ven og kammerat, Robert K. Andersen.

Nok om mine ferieplaner – En ny blog har set dagens lys, og denne gang er der tale om Danmarks første blog om snus. snusguide.wordpress.com. Hele debatten og brugen af snustobak, og hvordan røgfrit tobak kan forbedre folkesundheden er meget aktuel i øjeblikket. På siden vil du kunne finde anmeldelser af diverse snusprodukter, samt følge med i hele debatten og snustobakken.

Mads Skipper og undertegnede har taget initiativ til bloggen. Du vil løbende kunne finde indlæg fra andre personligheder som ønsker at bidrage med anmeldelser eller debatindlæg.

Tjek siden: snusguide.wordpress.com

VK har ikke vundet kampen om velfærd

Siden regeringen annoncerede trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen, staten, regionerne og kommunerne, har et utal af politiske kommentatorer forsøgt at gøre sig kloge på socialdemokraternes politiske situation, og kommende strategi. Det har de selvfølgelig deres fulde ret til.

Desværre er de fleste nået til den konklusion, at socialdemokraternes budskab om velfærd frem for skattelettelser nu er et afsluttet kapitel, og regeringen nu har bevist, at de i lige så høj grad som socialdemokraterne vil velfærd frem for skattelettelser.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg havde håbet på en langt stærkere og mere offensiv strategi fra socialdemokraterne i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Jeg havde håbet på, at socialdemokraterne ville præsentere deres svar på et eventuelt forhandlingsresultat, et resultat der selvfølgelig ville være langt bedre og mere visionært end regeringens.

Trepartsforhandlingerne har været en del af kvalitetsreformen. Fagbevægelsen(arbejdstager) har været i forhandlinger med arbejdsgiver, i dette tilfælde stat, regioner og kommuner, om bedre forhold for de offentligt ansatte. Forhandlingerne har altså fundet sted på de præmisser vores arbejdsmarked er så kendt for. Derfor har det været fuldstændig naturligt, at fagbevægelsen, trods tilknytningen til socialdemokratiet, har været en aktiv spiller i forhandlingerne.

Men forhandlingerne har trods alt ikke været så succesfulde som forventet. Jo vist har LO og AC skabt resultater for deres medlemmer, men FTF forlod forhandlingsbordet, et bevis på at regeringen ikke ønskede markante forbedringer for en stor del af de offentlige ansatte, nemlig skolelærer, sygeplejersker, politibetjente etc.

Jeg er langt fra enig med de kommentatorer der har erklæret socialdemokraternes dagsorden for død. Der foregår en vigtig kamp i øjeblikket, og den har regeringen langt fra vundet endnu.

Trods trepartsaftalen, så demonstrerer og strejker flere hundrede medarbejdere i plejesektoren, og hovedparten af de offentlige ansatte er ikke tilfredse før der kommer lønstigninger på bordet.

Desuden er det kun en del af regeringens kvalitetsreform der nu er faldet på plads. Forhandlingerne om resten af kvalitetsreformen er end ikke begyndt endnu.

Kampen om velfærdsdagsordenen kan selvfølgelig tabes når som helst. Derfor skal partiet til at blive færdig med den politikudvikling der foregår i partiets udvalg. Befolkningen har brug for et svar fra socialdemokraterne. Selvfølgelig har Helle Thorning-Schmidt de rette kommunikationsevner, men uden en færdigformuleret politik, så er kommunikationsevnerne nyttesløse.

Vi har de rigtige svar til befolkningen, men jo længere tid det lykkedes for de politiske kommentatorer at erklære vores dagsorden for død, jo lettere er det for regeringen at overbevise befolkningen om dens politik.

Demografien udfordrer demokratiet

Debatindlæg: JyskeVestkysten, 18/6-07
Siden velfærdskommissionens start, har den offentlige debats omdrejningspunkt omhandlet den demografiske udvikling, og hvilke problemstillinger og udfordringer den bærer med sig. De fleste eksperter og politikere kan langt hen af vejen blive enige om, at vi i løbet af nogle år får svært ved at finansiere vores nuværende velfærdsniveau.

Men en anden problemstilling hverken eksperter eller politikere har gjort nævneværdigt ud af at belyse, er den demokratiske ubalance, som den demografiske udvikling medfører. I 2020 vil 57,6 procent af vælgerkorpset være over 45 år, hvis vi ikke sænker valgretsalderen. Hvor vi tidligere havde en demokratisk balance mellem den yngre og den ældre del af befolkningen betyder det nu, at vi vil opleve en skævvridning af vores demokrati.

En direkte løsning på denne problematik vil være at sænke valgretsalderen til 16 år. Principielt burde vi i vores demokratiske samfund have en interesse i, at flest muligt får mulighed for at deltage i demokratiet. I Danmark er de mest centrale aktiviteter i vores demokrati folketingsvalgene og folkeafstemningerne, aktiviteter de 16 og 17 årige er udelukket fra.

Selvom de 16 og 17 årige er med til at betale skat til vores samfund og kan kriminaliseres efter dansk lovgivning, har de stadig ingen mulighed for at få direkte indflydelse på det samfund, de er en del af, de betaler til, og de love, de kan dømmes efter.

Sidste gang valgretsalderen, blev sænket, var den 19. september 1978. 29 år efter er valgretsalderen stadig ikke til bred politisk diskussion, selvom både ungdommen og vores samfund har udviklet sig siden. Uddannelsesniveauet blandt unge har siden 1978 været stigende. Med indførelsen af samfundsfag i folkeskolen, og nu hvor samfundsfag er blevet obligatorisk på gymnasierne betyder det, at unge i dag ved mere om vores samfund end de 18 årige i 1970erne gjorde.

Faktisk har flere delstater i Tyskland haft gode erfaringer med at sænke valgretsalderen, og i Østrig har den socialdemokratiske regering valgt at følge trop. En sænkelse af valgretsalderen vil betyde at vores yngre del af befolkningen i højere grad bliver politisk motiveret, og tager stilling til det samfund, vi lever i. Allerede i dag har rigtig mange unge politiske holdninger om samfundet. Men det er klart at unge fravælger politisk deltagelse, når de ikke har mulighed for at få indflydelse ved valg og folkeafstemninger.

Jeg vil stærkt appellere til, at Danmark følger efter. Vi er nødt til at udvikle vores demokrati, som vi har været vant til det op igennem det 20. århundrede.