VK har ikke vundet kampen om velfærd

Siden regeringen annoncerede trepartsforhandlingerne med fagbevægelsen, staten, regionerne og kommunerne, har et utal af politiske kommentatorer forsøgt at gøre sig kloge på socialdemokraternes politiske situation, og kommende strategi. Det har de selvfølgelig deres fulde ret til.

Desværre er de fleste nået til den konklusion, at socialdemokraternes budskab om velfærd frem for skattelettelser nu er et afsluttet kapitel, og regeringen nu har bevist, at de i lige så høj grad som socialdemokraterne vil velfærd frem for skattelettelser.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg havde håbet på en langt stærkere og mere offensiv strategi fra socialdemokraterne i forbindelse med trepartsforhandlingerne. Jeg havde håbet på, at socialdemokraterne ville præsentere deres svar på et eventuelt forhandlingsresultat, et resultat der selvfølgelig ville være langt bedre og mere visionært end regeringens.

Trepartsforhandlingerne har været en del af kvalitetsreformen. Fagbevægelsen(arbejdstager) har været i forhandlinger med arbejdsgiver, i dette tilfælde stat, regioner og kommuner, om bedre forhold for de offentligt ansatte. Forhandlingerne har altså fundet sted på de præmisser vores arbejdsmarked er så kendt for. Derfor har det været fuldstændig naturligt, at fagbevægelsen, trods tilknytningen til socialdemokratiet, har været en aktiv spiller i forhandlingerne.

Men forhandlingerne har trods alt ikke været så succesfulde som forventet. Jo vist har LO og AC skabt resultater for deres medlemmer, men FTF forlod forhandlingsbordet, et bevis på at regeringen ikke ønskede markante forbedringer for en stor del af de offentlige ansatte, nemlig skolelærer, sygeplejersker, politibetjente etc.

Jeg er langt fra enig med de kommentatorer der har erklæret socialdemokraternes dagsorden for død. Der foregår en vigtig kamp i øjeblikket, og den har regeringen langt fra vundet endnu.

Trods trepartsaftalen, så demonstrerer og strejker flere hundrede medarbejdere i plejesektoren, og hovedparten af de offentlige ansatte er ikke tilfredse før der kommer lønstigninger på bordet.

Desuden er det kun en del af regeringens kvalitetsreform der nu er faldet på plads. Forhandlingerne om resten af kvalitetsreformen er end ikke begyndt endnu.

Kampen om velfærdsdagsordenen kan selvfølgelig tabes når som helst. Derfor skal partiet til at blive færdig med den politikudvikling der foregår i partiets udvalg. Befolkningen har brug for et svar fra socialdemokraterne. Selvfølgelig har Helle Thorning-Schmidt de rette kommunikationsevner, men uden en færdigformuleret politik, så er kommunikationsevnerne nyttesløse.

Vi har de rigtige svar til befolkningen, men jo længere tid det lykkedes for de politiske kommentatorer at erklære vores dagsorden for død, jo lettere er det for regeringen at overbevise befolkningen om dens politik.

Demografien udfordrer demokratiet

Debatindlæg: JyskeVestkysten, 18/6-07
Siden velfærdskommissionens start, har den offentlige debats omdrejningspunkt omhandlet den demografiske udvikling, og hvilke problemstillinger og udfordringer den bærer med sig. De fleste eksperter og politikere kan langt hen af vejen blive enige om, at vi i løbet af nogle år får svært ved at finansiere vores nuværende velfærdsniveau.

Men en anden problemstilling hverken eksperter eller politikere har gjort nævneværdigt ud af at belyse, er den demokratiske ubalance, som den demografiske udvikling medfører. I 2020 vil 57,6 procent af vælgerkorpset være over 45 år, hvis vi ikke sænker valgretsalderen. Hvor vi tidligere havde en demokratisk balance mellem den yngre og den ældre del af befolkningen betyder det nu, at vi vil opleve en skævvridning af vores demokrati.

En direkte løsning på denne problematik vil være at sænke valgretsalderen til 16 år. Principielt burde vi i vores demokratiske samfund have en interesse i, at flest muligt får mulighed for at deltage i demokratiet. I Danmark er de mest centrale aktiviteter i vores demokrati folketingsvalgene og folkeafstemningerne, aktiviteter de 16 og 17 årige er udelukket fra.

Selvom de 16 og 17 årige er med til at betale skat til vores samfund og kan kriminaliseres efter dansk lovgivning, har de stadig ingen mulighed for at få direkte indflydelse på det samfund, de er en del af, de betaler til, og de love, de kan dømmes efter.

Sidste gang valgretsalderen, blev sænket, var den 19. september 1978. 29 år efter er valgretsalderen stadig ikke til bred politisk diskussion, selvom både ungdommen og vores samfund har udviklet sig siden. Uddannelsesniveauet blandt unge har siden 1978 været stigende. Med indførelsen af samfundsfag i folkeskolen, og nu hvor samfundsfag er blevet obligatorisk på gymnasierne betyder det, at unge i dag ved mere om vores samfund end de 18 årige i 1970erne gjorde.

Faktisk har flere delstater i Tyskland haft gode erfaringer med at sænke valgretsalderen, og i Østrig har den socialdemokratiske regering valgt at følge trop. En sænkelse af valgretsalderen vil betyde at vores yngre del af befolkningen i højere grad bliver politisk motiveret, og tager stilling til det samfund, vi lever i. Allerede i dag har rigtig mange unge politiske holdninger om samfundet. Men det er klart at unge fravælger politisk deltagelse, når de ikke har mulighed for at få indflydelse ved valg og folkeafstemninger.

Jeg vil stærkt appellere til, at Danmark følger efter. Vi er nødt til at udvikle vores demokrati, som vi har været vant til det op igennem det 20. århundrede.

Tale til grundlovsmøde

Esbjerg, d. 5. Juni 2007

Efter Frankrig og Hollands nej til forfatningen var der dømt tænkepause for EUs politikere og medlemslande. Den forfatning, der skulle sikre et mere demokratisk, mere retfærdigt og mindre bureaukratisk EU, blev kasseret og gemt af vejen.

Desværre har tænkepausen ikke båret meget med sig. Den foreslåede forfatning havde visioner, ideer og ville sikre en positiv udvikling i EU. Nu er visionerne og drømmene lagt på hylden, og politikerne sidder som administratorer af deres eget system.

Forfatningen var første skridt på vejen mod et mere åbent og demokratisk EU system. Det handler ikke om EU grundlov kontra Den Danske Grundlov. Vi må anerkende at verden er stor, vi må anerkende at politiske problemstillinger ikke løses udelukkende i de nationale parlamenter.

Forfatningen ville sikre at EUsystemet er gearet til dets formål, og vi kunne sikre et langt mere handlekraftigt EU. I Europa har vi muligheden for at enes om et handlekraftigt samarbejde, der sikre vækst og udvikling, der bekæmper fattigdom, der markerer sig internationalt og sikre mere indflydelse til EU og medlemslandene.

Det er helt klart for mig, at EU selvfølgelig ikke skal blande sig i alt, men EU skal lave lovgivning på områder der vedrører alle medlemslande. Det er jo ikke bare for sjov at socialdemokraternes parlamentsmedlem, Dan Jørgensen, involvere sig i EUs miljøpolitik. Når EU regulere de 100.000 kemikalier der omgiver os i vores hverdag, eller vedtager at medlemslandende skal arbejde for en nedbringelse af deres CO2-udledning med 20 procent, så sker dette jo i EU regi, fordi her er brug for en fælles indsats, fordi alle borgere i EU skal sikres et godt miljø.

EU har mere en nogen sinde før brug for en forfatning til at sikre samarbejdets fortsatte eksistens. Når Blair ønsker en mini-traktat der ikke skal vedtages ved en folkeafstemning, så er det yderst fornuftigt. Set i forhold til EUsystemets stabilitet. Men der er ingen tvivl om, at jeg i højere grad ønsker en langt større og mere indholdsrig traktat, som forfatningen der desværre blev nedstemt i Frankrig.

Her hjemme bliver EU ofte kritiseret for udelukkende at forbedre forholdene for virksomheder, og forringe dem for borgerne. Men med vores fire forbehold, har vi jo truffet et valg om, at ville holdes uden for vigtige dele af samarbejdet.

Forbeholdene skal hurtigst muligt afskaffes. Samtlige forbehold er forældet, og de betyder alle sammen, at vi i Danmark er sat uden for indflydelse. Når det gælder forsvarssamarbejde, den fælles valuta, unionsborgerskabet og det retslige samarbejde, så har vi meldt pas, det har i stedet skabt dårligere forhold for Danmark og Danskerne.

Lad os afskaffe forbeholdene, og lad Danmark gå forrest for et progressivt EU. Vi ved at EU skaber fred og mangfoldighed, vi ved at EU sikre demokrati og vi ved at EU gør en forskel i verdens brandpunkter.

Nu må vi snart stoppe med, udelukkende at diskutere EUs struktur og systemer. Hvis det nogensinde skal lykkedes for befolkningen at lægge pres på EUs parlamentarikere, så er vi nødt til at forholde os til den politik der behandles i EU. Det kan ikke nytte noget at diskussionerne stadig handler om uretfærdige, udemokratiske og bureaukratiske systemer. Hvis vi nogensinde vil skabe et demokratisk EU, så har vi alle sammen et ansvar for at bringe politikken der behandles i Bryssel videre til debat i Danmark og resten af medlemslandende.

Tak for ordet!