Underminering af offentlig velfærd

I en artikel på politiken.dk bakker ældrechefer over hele landet op om velfærdsministerens forslag om at skrive pårørendes ansvar ind i serviceloven.

36 ud af de 57 chefer er enige i, at pårørende enten i høj grad eller i nogen grad kan inddrages mere i plejen og omsorgen af deres ældre familiemedlemmer. Kun 9 er i mindre grad eller slet ikke enige.

Men en ændring af serviceloven, der forpligter familiemedlemmer til at tage ansvar for omsogen af deres ældre familiemedlemmer er et grundlæggende skred. Vi kan alle blive enige om, at familiemedlemmer og andre pårørende skal drage omsog for deres ældre familiemedlemmer. Ingen af vores ældre må være ensomme og ulykkelige, men ansvaret for pasningen og omsorgen ligger hos samfundet. Det er vores ældrepleje der skal være i så høj kvalitet, at familien roligt og trygt kan overlade pasningen til samfundet.

I bund og grund vil et forslag om at familien skal tage større ansvar svække vores velfærdssamfund, og de svageste vil endnu engang stå som taberne. De ældre der ikke har familie til at besøge dem, vil med en ændring af serviceloven være afhængig af den familie de ikke har.

Vores samfund er i vækst og fremdrift, udelukkende fordi vi har sikret, at vi i fællesskab påtager os store opgaver som børnepasning, uddannelse, sygepleje og ældrepleje. Familier i Danmark, skal ikke være bundet op på store pasningsansvar som i Sydeuropa. I Italien er det ganske almindeligt at hustruen ikke er på arbejdsmarkedet, men istedet passer både børn og ældre familiemedlemmer.

Vi kan risikere at hele samfundet skævvrides, at den sammenhængskraft og sociale balance vi forsøger at opretholde bliver svækket.

Forslaget fra velfærdsministeren ødelægger selvfølgelig ikke velfærdssamfundet i morgen, men det er et klart signal fra regeringen der ønsker at gøre op med de væsentligste velfærdsydelser. Når staten betaler for sygeforsikringer, så er det for at underminere sundhedsvæsenet. Når staten tvinger kommunerne til at hæve priserne på børnepasning, så er det for at underminere pasningssystemet. Når staten tvinger øget brugerbetaling ned over studerende og deres familier, så er det for at ødelægge vores uddannelsessystem. Og sidst men ikke mindst, når velfærdsministeren foreslår at familierne skal påtage sig større ansvar overfor vores ældre, så er det for at underminere vores ældrepleje.

Spørgsmålet der i sidste ende står tilbage må være: “Er Anders Foghs ’socialdemokratiseringsprojekt’ af den borgerlige regering ikke blot tomme løfter og udelukkende for at narre de velfærdselskende vælgere?”

Nyt håb, og politisk mod hos S

I to kronikker der blive bragt i politikken i dag og i morgen lancere socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt en ny vej for socialdemokraterne. I kronikken slår hun fast, at vi nu står for enden af den tredje vej, og at fremtidens Danmark står overfor nye udfordringer. Derfor må vi prioritere!

Hun opstiller ni punkter, hvor socialdemokraterne vil stille vælgerne overfor et klart valg, denne gang ikke om velfærd eller skattelettelser, men om mere end det. Nemlig hvordan vi grundlæggende skal se på vores samfund i fremtiden.

Socialdemokraterne har indirekte været på forkant med den berømte “tredje vej”. Velfærdssamfundet blev udbygget i halvfemserne, og den fremgang der blev skabt i 90′erne høster VK-regeringen stadig den dag idag. Men vi har ikke brug for flere politiske administratore, vi har brug for ny politik, for prioriteringer og en klar politisk profil fra S.

Thornings udmeldinger et stort skridt i den rigtige retning. Vi har et af verdens mest velfungerende samfund, et samfund der er bygget op af socialdemokratisk pragmatisk politik. Trods det at vores samfund kan betegnes som virkeliggørelsen af det socialdemokratiske projekt, så har verdenssamfundet udviklet sig i en grad der betyder mere globalisering, individualisme og konkurrence. I 90′erne udnyttede vi markedskræfterne og kontrollerede kapitalismen så vi sikrede fremgang for folket. Morgendagen byder på nye og større udfordringer end dengang, derfor må vi prioritere.

Vi vil gerne forbedre forholdene for alle. Vi vil gerne skabe fred i verden og vi vil gerne skabe mere fællesskab.

Et fælles Danmark, betyder at minoriteterne skal være med. Vi skal sørge for integrationen og vi skal sikre at de mennesker der kommer udefra integreres i vores land.

Klassekampen er efterhånden erklæret død. Arbejderen er idag en del af middelklassen, alligevel er der nogen i vores samfund der tabes på gulvet, både økonomisk, men også kulturelt og socialt. Vi skal udvikle vores uddannelsessystem, så alle, uanset social baggrund frit kan vælge hvilken uddannelse de vil have, om målet for den enkelte er en akademisk uddannelse, eller om den enkelte ønsker at være håndværker, er fuldstændig ligemeget for samfundet, men det må ikke være den enkeltes sociale baggrund, der skaber begrænsningerne.

Fællesskabet må sikre, at der er plads til den enkelte. Vi skal tro på at mennesket er stærkt, ikke alene, men som en del af fællesskabet.

Dagens udmelding må ikke bare falde på gulvet. Som S-borgmestrene på vestegnen udtaler, så skal dagens og morgendagens udmelding følges op af konkrete politiske forhold. Vi skal have gejsten tilbage i partiet, med Helle i spidsen skal vi i fællesskab udvikle de konkrete politiske forslag der vil udvikle, og sikre samfundet i det 21. århundrede.

Boykot OL

Sendt til JV d. 9/3

De seneste dage har skabt politisk forvirring om det officielle Danmarks deltagelse i OL i Beijing. Med ord som dialog og forhandling ønsker V, S og NA at Danmark skal deltage i åbningsceremonien, mens K, SF, DF og Ø vil have regeringen og Frederik til at blive hjemme.

Jeg kan ikke være mere enige med de politiske partier, og de tusinder af demonstranter fra hele verden der ønsker at politikerne skal boykotte Kinesernes forsøg på at manifestere sig overfor deres egen befolkning, og resten af verden, i en ceremoni der skal signalere samarbejde og sameksistens med resten af verden.

Mens statslederne kan more sig og nyde en fantastisk ceremoni, er situationen noget helt andet for millioner af mennesker i Kina. Maos ideologiske lejesvende bryder fortsat menneskerettighederne i en grad vi ikke ser i mange andre lande i den her verden. Børn der tvinges til børnearbejde under slavelignende forhold, politiske modstandere der dagligt tortureres eller helt forsvinder, og sidst men ikke mindst de mange tibetanere der undertrykkes af det kinesiske regime.

Verden har i alt for lang tid ladet Kina bryde samtlige menneskerettigheder. Nu er tiden inde til at slå i bordet og aktivt vise Kina at verden ikke tolerere den åbenlyse undertrykkelse.

Oprust kampen for demokrati og ytringsfrihed

Sendt til jv d. 14/2

PETs indgriben i tre yderligtgående muslimers forsøg på at dræbe tegneren Kurt Westergaard har den seneste uge rystet den danske befolkning, og endnu engang markeret Danmark på verdenskortet. Drabsplanlægningerne er endnu et bevis på, at vores land ikke længere lever i fred og idyl, og at terrorismen og islamismen findes i vore baghaver og opgange.

Vores kamp om demokrati, ytringsfrihed og ligeværd er endnu ikke forbi. Fundamentalistiske kræfter over hele verden ønsker et andet samfund, hvor frihed og demokrati er en mangelvare og hvor religion igen skal herske frem for vores enestående politiske system.

”Krigen mod terror” er ikke blot en væbnet kamp mod islamistiske grupper og nationer i mellemøsten, men vel nok i højere grad en værdimæssig og kulturel kamp mellem det islamiske samfund, og vores demokratiske samfund i vesten. Den kamp skal vindes. Danske aviser skal fortsætte med at trykke tegninger og artikler der forholder sig kritisk til religion og fundamentalisme. Vi skal fortsætte debatten her i landet, og resten i af Europa, hvor vi slår fast at de demokratiske principper ikke kan rykkes ved.

Samtidig er Europas regeringer, og især vores egen nødt til at forbedre indsatsen overfor indvandremiljøerne. Her skal integrationen i højsædet, der skal formuleres en ny progressiv boligpolitik og vi skal samtidig nedbringe den ulighed der findes mellem traditionelle danske statsborgere og nydanske familier i de danske ghettoområder. Ekstremisme må ikke være den eneste udvej for indvandreunge i deres fortvivlelse over deres egen tilværelse.

I Danmark har vi været vandt til at løse problemer på fredelig manér, samtidig har vi heller ikke været bange for at sende mandskab når det har været nødvendigt. Regeringens diplomatiske indsats skal styrkes, og vi skal forsøge at samle hele Europa om en diplomatisk strategi. Med en præsident og udenrigsminister for EU bliver hele Europas stemme forhåbentlig forstærket og vi kan gennem vores europæiske samarbejde lægge pres på den del af verden der sætter religiøse love og regler, højere end demokrati.

Kampen mod islamisterne handler ikke om at frygte islam. Med vores værdier om ligeværd skal det danske samfund kunne rumme andre kulturer og religioner. Vi skal ikke frygte den familie der er flygtet eller immigreret fra mellemøsten, vi skal ikke hade muslimerne og islam. Det had skaber kun yderligere uro. Vi skal i stedet være tro overfor vores grundprincipper, og bekæmpe islamisterne, de muslimer der yderligtgående forholder sig til islam. Vi skal bekæmpe islamismen som vi tidligere har bekæmpet frihedsberøvende og fundamentalistiske ideologier.