Alexander Grandt

Entries categorized as ‘Demokrati’

Oprust kampen for demokrati og ytringsfrihed

april 9, 2008 · Skriv en kommentar

Sendt til jv d. 14/2

PETs indgriben i tre yderligtgående muslimers forsøg på at dræbe tegneren Kurt Westergaard har den seneste uge rystet den danske befolkning, og endnu engang markeret Danmark på verdenskortet. Drabsplanlægningerne er endnu et bevis på, at vores land ikke længere lever i fred og idyl, og at terrorismen og islamismen findes i vore baghaver og opgange.

Vores kamp om demokrati, ytringsfrihed og ligeværd er endnu ikke forbi. Fundamentalistiske kræfter over hele verden ønsker et andet samfund, hvor frihed og demokrati er en mangelvare og hvor religion igen skal herske frem for vores enestående politiske system.

”Krigen mod terror” er ikke blot en væbnet kamp mod islamistiske grupper og nationer i mellemøsten, men vel nok i højere grad en værdimæssig og kulturel kamp mellem det islamiske samfund, og vores demokratiske samfund i vesten. Den kamp skal vindes. Danske aviser skal fortsætte med at trykke tegninger og artikler der forholder sig kritisk til religion og fundamentalisme. Vi skal fortsætte debatten her i landet, og resten i af Europa, hvor vi slår fast at de demokratiske principper ikke kan rykkes ved.

Samtidig er Europas regeringer, og især vores egen nødt til at forbedre indsatsen overfor indvandremiljøerne. Her skal integrationen i højsædet, der skal formuleres en ny progressiv boligpolitik og vi skal samtidig nedbringe den ulighed der findes mellem traditionelle danske statsborgere og nydanske familier i de danske ghettoområder. Ekstremisme må ikke være den eneste udvej for indvandreunge i deres fortvivlelse over deres egen tilværelse.

I Danmark har vi været vandt til at løse problemer på fredelig manér, samtidig har vi heller ikke været bange for at sende mandskab når det har været nødvendigt. Regeringens diplomatiske indsats skal styrkes, og vi skal forsøge at samle hele Europa om en diplomatisk strategi. Med en præsident og udenrigsminister for EU bliver hele Europas stemme forhåbentlig forstærket og vi kan gennem vores europæiske samarbejde lægge pres på den del af verden der sætter religiøse love og regler, højere end demokrati.

Kampen mod islamisterne handler ikke om at frygte islam. Med vores værdier om ligeværd skal det danske samfund kunne rumme andre kulturer og religioner. Vi skal ikke frygte den familie der er flygtet eller immigreret fra mellemøsten, vi skal ikke hade muslimerne og islam. Det had skaber kun yderligere uro. Vi skal i stedet være tro overfor vores grundprincipper, og bekæmpe islamisterne, de muslimer der yderligtgående forholder sig til islam. Vi skal bekæmpe islamismen som vi tidligere har bekæmpet frihedsberøvende og fundamentalistiske ideologier.

Kategorier: Debatindlæg · Demokrati · Islam · Ytringsfrihed

Demografien udfordrer demokratiet

juni 18, 2007 · Skriv en kommentar

Debatindlæg: JyskeVestkysten, 18/6-07
Siden velfærdskommissionens start, har den offentlige debats omdrejningspunkt omhandlet den demografiske udvikling, og hvilke problemstillinger og udfordringer den bærer med sig. De fleste eksperter og politikere kan langt hen af vejen blive enige om, at vi i løbet af nogle år får svært ved at finansiere vores nuværende velfærdsniveau.

Men en anden problemstilling hverken eksperter eller politikere har gjort nævneværdigt ud af at belyse, er den demokratiske ubalance, som den demografiske udvikling medfører. I 2020 vil 57,6 procent af vælgerkorpset være over 45 år, hvis vi ikke sænker valgretsalderen. Hvor vi tidligere havde en demokratisk balance mellem den yngre og den ældre del af befolkningen betyder det nu, at vi vil opleve en skævvridning af vores demokrati.

En direkte løsning på denne problematik vil være at sænke valgretsalderen til 16 år. Principielt burde vi i vores demokratiske samfund have en interesse i, at flest muligt får mulighed for at deltage i demokratiet. I Danmark er de mest centrale aktiviteter i vores demokrati folketingsvalgene og folkeafstemningerne, aktiviteter de 16 og 17 årige er udelukket fra.

Selvom de 16 og 17 årige er med til at betale skat til vores samfund og kan kriminaliseres efter dansk lovgivning, har de stadig ingen mulighed for at få direkte indflydelse på det samfund, de er en del af, de betaler til, og de love, de kan dømmes efter.

Sidste gang valgretsalderen, blev sænket, var den 19. september 1978. 29 år efter er valgretsalderen stadig ikke til bred politisk diskussion, selvom både ungdommen og vores samfund har udviklet sig siden. Uddannelsesniveauet blandt unge har siden 1978 været stigende. Med indførelsen af samfundsfag i folkeskolen, og nu hvor samfundsfag er blevet obligatorisk på gymnasierne betyder det, at unge i dag ved mere om vores samfund end de 18 årige i 1970erne gjorde.

Faktisk har flere delstater i Tyskland haft gode erfaringer med at sænke valgretsalderen, og i Østrig har den socialdemokratiske regering valgt at følge trop. En sænkelse af valgretsalderen vil betyde at vores yngre del af befolkningen i højere grad bliver politisk motiveret, og tager stilling til det samfund, vi lever i. Allerede i dag har rigtig mange unge politiske holdninger om samfundet. Men det er klart at unge fravælger politisk deltagelse, når de ikke har mulighed for at få indflydelse ved valg og folkeafstemninger.

Jeg vil stærkt appellere til, at Danmark følger efter. Vi er nødt til at udvikle vores demokrati, som vi har været vant til det op igennem det 20. århundrede.

Kategorier: 16års valgret · Demografi · Demokrati