Alexander Grandt

Entries categorized as ‘Uncategorized’

Flere arbejdsløse i 2010

maj 17, 2008 · 1 Kommentar

Denne forudsigelse fra LO gav anledning til en lille kommentar her på bloggen.

Uden at være økonom, og uden at kende til det dybere grundlag for LOs undersøgelse, så synes jeg nu alligevel at forudsigelsen er interessant, og ikke mindst vigtig for den økonomiske udvikling i landet.

I lang tid har vi alle været klar over at flødeskumstiden måtte stoppe på et eller andet tidspunkt. I valgkampen var det dog overhovedet ikke til at fornemme. Først da regeringen var blevet genvalg sagde Lars Løkke at vi nok måtte forberede os på nye kartoffelkure, og i statsministerens nytårstale gjorde Fogh det klart at de offentlige ansatte i denne omgang måtte holde igen med lønkravene.

Man må spørge sig selv hvorfor regeringen ikke har ville forudse den situation vi kommer i. Nu har jeg ikke levet en hel livsalder, men de der er godt på vej oppe i årene kan jo alle huske de tider hvor dansk økonomi har været på lavpunktet. Regeringen har intet gjort for at forudse situationen, istedet fortalte Thor P. at vi kunne købe hele verden, og der var nærmest ingen grænser for vores velstand.

Den rigdom vi har, skulle vi have brugt på at forbedre offentlig service. Sikret at vores uddannelsessystem er gearet til kommende tider, at sygehusene er i orden og at vi får løst vores integrationsproblemer.

Gennem hele historien har socialdemokraterne vist at vi ville forbedre samfundet, og sikre samfundet til nye tider. Regeringen har ikke gjort noget. De danskere der har levet godt på friværdi og forbrugslån, vil nu opleve at det bliver sværere at få tingene til at hænge sammen. Kontraktpolitikken var smart for VK på det korte sigt, men på det lange sigt skal det vise sig, at selv samme kontraktpolitik bliver regeringens død.

I sidste ende viser det med al tydelighed forskellen mellem en borgerlig og en socialdemokratisk regering.

Kategorier: Uncategorized

Underminering af offentlig velfærd

april 22, 2008 · Skriv en kommentar

I en artikel på politiken.dk bakker ældrechefer over hele landet op om velfærdsministerens forslag om at skrive pårørendes ansvar ind i serviceloven.

36 ud af de 57 chefer er enige i, at pårørende enten i høj grad eller i nogen grad kan inddrages mere i plejen og omsorgen af deres ældre familiemedlemmer. Kun 9 er i mindre grad eller slet ikke enige.

Men en ændring af serviceloven, der forpligter familiemedlemmer til at tage ansvar for omsogen af deres ældre familiemedlemmer er et grundlæggende skred. Vi kan alle blive enige om, at familiemedlemmer og andre pårørende skal drage omsog for deres ældre familiemedlemmer. Ingen af vores ældre må være ensomme og ulykkelige, men ansvaret for pasningen og omsorgen ligger hos samfundet. Det er vores ældrepleje der skal være i så høj kvalitet, at familien roligt og trygt kan overlade pasningen til samfundet.

I bund og grund vil et forslag om at familien skal tage større ansvar svække vores velfærdssamfund, og de svageste vil endnu engang stå som taberne. De ældre der ikke har familie til at besøge dem, vil med en ændring af serviceloven være afhængig af den familie de ikke har.

Vores samfund er i vækst og fremdrift, udelukkende fordi vi har sikret, at vi i fællesskab påtager os store opgaver som børnepasning, uddannelse, sygepleje og ældrepleje. Familier i Danmark, skal ikke være bundet op på store pasningsansvar som i Sydeuropa. I Italien er det ganske almindeligt at hustruen ikke er på arbejdsmarkedet, men istedet passer både børn og ældre familiemedlemmer.

Vi kan risikere at hele samfundet skævvrides, at den sammenhængskraft og sociale balance vi forsøger at opretholde bliver svækket.

Forslaget fra velfærdsministeren ødelægger selvfølgelig ikke velfærdssamfundet i morgen, men det er et klart signal fra regeringen der ønsker at gøre op med de væsentligste velfærdsydelser. Når staten betaler for sygeforsikringer, så er det for at underminere sundhedsvæsenet. Når staten tvinger kommunerne til at hæve priserne på børnepasning, så er det for at underminere pasningssystemet. Når staten tvinger øget brugerbetaling ned over studerende og deres familier, så er det for at ødelægge vores uddannelsessystem. Og sidst men ikke mindst, når velfærdsministeren foreslår at familierne skal påtage sig større ansvar overfor vores ældre, så er det for at underminere vores ældrepleje.

Spørgsmålet der i sidste ende står tilbage må være: “Er Anders Foghs ’socialdemokratiseringsprojekt’ af den borgerlige regering ikke blot tomme løfter og udelukkende for at narre de velfærdselskende vælgere?”

Kategorier: Uncategorized

Nyt håb, og politisk mod hos S

april 11, 2008 · Skriv en kommentar

I to kronikker der blive bragt i politikken i dag og i morgen lancere socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt en ny vej for socialdemokraterne. I kronikken slår hun fast, at vi nu står for enden af den tredje vej, og at fremtidens Danmark står overfor nye udfordringer. Derfor må vi prioritere!

Hun opstiller ni punkter, hvor socialdemokraterne vil stille vælgerne overfor et klart valg, denne gang ikke om velfærd eller skattelettelser, men om mere end det. Nemlig hvordan vi grundlæggende skal se på vores samfund i fremtiden.

Socialdemokraterne har indirekte været på forkant med den berømte “tredje vej”. Velfærdssamfundet blev udbygget i halvfemserne, og den fremgang der blev skabt i 90′erne høster VK-regeringen stadig den dag idag. Men vi har ikke brug for flere politiske administratore, vi har brug for ny politik, for prioriteringer og en klar politisk profil fra S.

Thornings udmeldinger et stort skridt i den rigtige retning. Vi har et af verdens mest velfungerende samfund, et samfund der er bygget op af socialdemokratisk pragmatisk politik. Trods det at vores samfund kan betegnes som virkeliggørelsen af det socialdemokratiske projekt, så har verdenssamfundet udviklet sig i en grad der betyder mere globalisering, individualisme og konkurrence. I 90′erne udnyttede vi markedskræfterne og kontrollerede kapitalismen så vi sikrede fremgang for folket. Morgendagen byder på nye og større udfordringer end dengang, derfor må vi prioritere.

Vi vil gerne forbedre forholdene for alle. Vi vil gerne skabe fred i verden og vi vil gerne skabe mere fællesskab.

Et fælles Danmark, betyder at minoriteterne skal være med. Vi skal sørge for integrationen og vi skal sikre at de mennesker der kommer udefra integreres i vores land.

Klassekampen er efterhånden erklæret død. Arbejderen er idag en del af middelklassen, alligevel er der nogen i vores samfund der tabes på gulvet, både økonomisk, men også kulturelt og socialt. Vi skal udvikle vores uddannelsessystem, så alle, uanset social baggrund frit kan vælge hvilken uddannelse de vil have, om målet for den enkelte er en akademisk uddannelse, eller om den enkelte ønsker at være håndværker, er fuldstændig ligemeget for samfundet, men det må ikke være den enkeltes sociale baggrund, der skaber begrænsningerne.

Fællesskabet må sikre, at der er plads til den enkelte. Vi skal tro på at mennesket er stærkt, ikke alene, men som en del af fællesskabet.

Dagens udmelding må ikke bare falde på gulvet. Som S-borgmestrene på vestegnen udtaler, så skal dagens og morgendagens udmelding følges op af konkrete politiske forhold. Vi skal have gejsten tilbage i partiet, med Helle i spidsen skal vi i fællesskab udvikle de konkrete politiske forslag der vil udvikle, og sikre samfundet i det 21. århundrede.

Kategorier: Uncategorized